Jeg står midt i ingenmandsland, der hvor det gør ondt at se tilbage og helt uoverskueligt at se fremad. Der hvor facaden krakelerer, tårerne får frit løb og sårbarheden og ærligheden hen af vejen bliver min styrke, min ven.

Det handlede om arbejdsstress, eller rettere det startede med arbejdsstress. Alt for meget arbejde i alt for mange måneder stressede min krop og sjæl.

Men en dag blev det hele bare for meget, dråben flød over, et lille udsagn der fik mig til at bryde sammen og vælte mig omkuld.

Jeg vidste, at nu kunne jeg ikke kunne mere.

Min veninde lagde øre til usammenhængende ord og definerede klart for mig… Jette.. Nu bliver du hjemme fra arbejde og tager den med ro.

Jeg var sygemeldt et par måneder. Måneder som jeg brugte på at komme mig, sov og slappede af.

Tænkte mange tågede tanker, på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ikke var sikker på om jeg kunne vende tilbage til mit arbejde. Jeg var simpelthen alt for udmattet.

Den tanke hjalp mig til at få ro på, hvor mærkeligt det end lyder, men pludselig gik det op for mig at det ikke var så vigtigt. Ved at tænke den tanke og give den lov til at være der, tillod jeg mig selv at give slip. Give slip på at forsøge at finde løsninger. Det gav mig en indre ro og var det første step til at komme et skridt videre.

Jeg fik tid til at tænke mit arbejdsliv, mit liv, mig selv godt og grundigt igennem, og som tiden gik, slap de tågede skyer, og jeg kunne se mere klart.

Og det gjorde ondt… Allermest fordi jeg erkendte, at årsagen til at jeg var havnet her med stress handlede om at jeg ikke havde været tro mod mig selv, jeg havde ikke elsket mig selv højt nok til at stå ved mig selv, stå ved hvem jeg er og hvad jeg tror på, hvad jeg ville være med til og hvad jeg ikke ville.

Avs… Hvordan kunne jeg havne der.

Jeg måtte se mig tilbage, se på hvordan jeg kunne havne lige der.

En følgesvend hele mit liv har været min sensivitet og øv hvor har jeg hadet den.

Den har givet mig vanskeligheder, fordi jeg altid har mærket stemninger, mennesker og energier i det hele taget. Så stærkt, så jeg har haft svært ved at finde mine egne ben at stå på. Har haft svært ved at se mig selv og mit eget værd.

Når noget var svært, var jeg rigtig god til at svæve væk, kunne nærmest blive usynlig.

Konfliktsky så det basker.

Intet problem løser sig ved at lukke øjnene, men jeg havde svært ved at finde modet til andet.

At erkende det gjorde endnu mere ondt end at blive ramt af arbejdsstress.

Hvordan kom jeg videre

Jeg tilbragte min tid hos min kæreste i Hillerød. En dag han skulle på sit kontor, spurgte han om jeg ville med. Jeg orkede det næsten ikke, men et eller andet drev mig afsted.

Mens jeg venter der på kontoret falder mit blik på en bog i reolen. Jeg tager den ud og læser overskriften “jeg elsker mig” af David Hamilton, den bog blev vendepunktet for mig.

Jeg brugte hans øvelser, strikkede dem sammen med mine egne, lavede mine egne selvhealinger og meditationer og ikke mindst arbejdede jeg med selvkærlighed og kærlige bekræftelser. Stille og roligt kom jeg ind til min egen indre kerne, min egen indre ro og balance.

Efter et stykke tid vendte jeg tilbage til arbejdet igen og har taget livet til mig på en ny og bedre måde.

Det kan virke så kliche agtigt, at sige, at det, at gå ned med arbejdsstress i virkeligheden er en gave, men det var det for mig for, hvis jeg ikke havde gjort det, havde jeg ikke set, hvad det i virkeligheden handlede om, nemlig mit selvværd og selvkærlighed.

Det der virker for mig er mindfulness, meditation, selvhealing og fokus på selvkærlige bekræftelser.